Pas på phishing-mails - fx fra formanden

Skrevet af:

Cecilie Lunding Korsgaard, IT-supporter og digital markedsføringskonsulent

Udgivet 1. marts 2024

Flere i DOF - både sekretariatet og blandt medlemsskolerne - oplever at modtage sære mails, der synes at have landsformand Torben Stenstrup som afsender. I mailene anmoder Torben angiveligt om hjælp fx til at købe gavekort og lignende. De er desværre eksempler på såkaldte phishingmails, som er blevet mere udbredte.

Phishing er en form for svindel, hvor banditter forsøger at få dig til at afsløre koder, kreditkortoplysninger eller andre former for følsomme informationer. Phishing forekommer oftest via mail, men der er også eksempler på, at svindlerne forsøger via telefonopkald, sociale medier og andre kanaler.

Derfor er det vigtigt, at du grundigt undersøger, om der kan være svindel indblandet, hvis du får en mærkelig henvendelse. Du må hellere være lidt for forsigtig. Vær bl.a. opmærksom på følgende ting:

Vær opmærksom på afsenderen: Tjek altid afsenderens e-mailadresse eller brugernavn. Vær skeptisk over for e-mails fra ukendte kilder, især hvis de beder om personlige oplysninger.

Tjek links: Før du klikker på et link i en e-mail, kan du holde musemarkøren over det for at se, hvor det fører hen. Vær forsigtig med forkortede webadresser eller tvivlsomme domæner.

Kontroller sprog og stavning: Phishing-e-mails indeholder ofte stavefejl, grammatiske fejl og uformelt sprog. Professionelle organisationer har normalt en høj standard for kommunikation.

Undersøg formålet: Vær kritisk over for e-mails eller beskeder, der beder om personlige oplysninger, adgangskoder eller betalinger. Kontakt altid afsenderen direkte, hvis du er i tvivl.

Og er du stadig i tvivl, er du velkommen til at kontakte DOF for rådgivning.

 

Læs mere om datasikkerhed i Cecilies artikel i Spektrum december 2023 >