Ansættelsesvilkår for lærere i aftenskolen

Aftenskolelærerens løn beregnes i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse om løn- og andre ansættelsesvilkår for lærere ved undervisning mv. efter folkeoplysningsloven.

Her kan du finde Lønbekendtgørelsen

Det er en tilskudsbetingelse, at der udbetales løn i overensstemmelse med lønbekendtgørelsen.

Her kan du finde den aktuelle lønsats

Lærere ansættes for en tidsbegrænset periode og ansættelsen ophører uden særligt varsel ved den aftalte periodes udløb.

Planlægning og foreløbig aftale

Når en aftenskole planlægger kurser, vil der være en foreløbig aftale om undervisningen med de involverede lærere. Aftenskolen bør dog skriftligt understrege, at aftalen skal tages med et forbehold over for ændringer, således at aftalen ikke er endegyldig. Først når læreren har modtaget et egentligt ansættelsesbrev eller et klart tilsagn om, at aftalen holder, har aftalen juridisk gyldighed.

Ansættelsesbrev

Det er lovpligtigt at lave ansættelsesbrev til medarbejdere, der har en faktisk arbejdstid på mere end gennemsnitligt 3 timer om ugen i mere end 4 uger. Det er også lovpligtigt at medarbejderen indenfor 7 kalenderdage skriftligt modtager følgende oplysninger om ansættelsesforholdet:

  • Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
  • Arbejdsstedets beliggenhed /hvor arbejdet hovedsagelig udføres/at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder/ at lønmodtageren frit kan bestemme sit arbejdssted og hovedsæde eller arbejdsgivers adresse.
  • Beskrivelse af arbejdet eller oplysning om lønmodtagerens titel eller stilling
  • Hvornår ansættelsesforholdets begynder.
  • Oplysning om, at ansættelsen er tidsbegrænset.
  • Længde og vilkår for prøvetid.
  • Lønmodtagerens løn, tillæg og løndele samt hvornår lønnen udbetales.
  • Daglige/ugentlige arbejdstid, overarbejde og vagtændringer.
  • Hvis arbejdsmønstret er overvejende uforudsigeligt skal arbejdsgiveren give lønmodtageren nogle yderligere oplysninger inden for samme frist.

Det er stadig gældende, at man kan henvise til, hvilke bekendtgørelser og aftaler der ligger til grund for ansættelsen fremfor de detaljerede oplysninger om f.eks. ferie og løn.

Læs mere om ansættelsesbevisloven her: Ansættelsesbevisloven gyldig fra 1.7. 2023

Læs mere om krav til ansættelsesbevis og se DOF's forslag til ansættelsesbreve for lærere.

Hvis aftenskolen bruger administrationssystemet ASA, kan ansættelsesbeviserne genereres her og sendes til underviseren.

Introduktion til aftenskolen

Det er naturligvis en god ide at give nye undervisere en god introduktion til aftenskolen og folkeoplysningen, der jo adskiller sig fra andre skoleformer. DOF har lavet en folder "Nyansat i aftenskolen", der giver en kort introduktion til aftenskolen og DOF. Folderen kan gratis rekvireres i print hos Lars Refsing (lr@danskoplysning.dk) eller hentes i pdf-format her:

Foldere og udgivelser.

Lønnen skal udbetales til læreren (cpr.nr.)

For at være tilskudsberettiget i henhold til folkeoplysningsloven, skal lønnen udbetales til en lærer, som er ansat af skolen, og hvor skatteindberetningen foretages af skolen. Løn udbetalt til et firma (CVR.nr.) er ikke tilskudsberettiget.

Sygdom eller anden aflysning i ansættelsesperioden

Hvis der i løbet af ansættelsesperioden opstår sygdom eller andet, der medfører at nogle lektioner aflyses, forlænges ansættelsesperioden ikke automatisk. Dette kan dog særskilt aftales mellem skolen og læreren.

Timelønnede lærere modtager sygedagpenge, hvis beskæftigelseskravet er opfyldt.

Kun løn for gennemført undervisning

Der udbetales kun løn for gennemført undervisning, dog er læreren berettiget til løn, hvis der sker aflysning med mindre end én uges varsel fra aftenskolens side.

Feriedage-beregning

Lønmodtagere optjener ret til at holde ferie med betaling fra arbejdsgiveren. For hver måneds ansættelse optjenes 2,08 dages ferie. Der optjenes dermed 25 feriedage, hvis en ansættelse varer et helt ferieår (1/9-31/8).

De 2,08 feriedage pr. måneds ansættelse gælder, uanset ansættelsesgraden, altså uafhængigt af om der arbejdes fuld tid, deltid eller hvor mange dage om ugen arbejdet fordeles over. 

Hvis arbejdet ligger få dage om ugen, skal de arbejdsfri dage indgå i opgørelsen af feriedagene, når ferien afholdes.

Eksempel:

Ferie med ansættelse få dage om ugen:
Hvis der er optjent 25 feriedage og arbejdet er fordelt 3 dage om ugen, er hele ferien afholdt, når der er brugt 15 arbejdsdage og 10 arbejdsfri dage.

Løsarbejder eller timelønnet

Der er forskel på kategorierne løsarbejde og timelønnet. Ved løsarbejdere forstås personer med korte afsluttede ansættelsesforhold hos én eller flere arbejdsgivere inden for en enkelt uge.

Som løsarbejder aflønnes man typisk fra dag til dag, og derfor beregnes ATP pr. dag, hvilket giver en højere udgift set over en periode. Derfor kan funktionen løsarbejde som udgangspunkt ikke anvendes ved almindelige timelønnede ansættelser. 

Opsigelse i ansættelsesperioden

Opsigelsesvarsler fremgår ikke af lønbekendtgørelsen, bortset fra reglen om aflysning af undervisning med mindre end én uges varsel fra aftenskolens side.

Skolen skal derfor i ansættelsesbrevet anføre opsigelsesvarsel for såvel skolen som for den ansatte. Opsigelsesvarslerne må ikke være længere end funktionærlovens regler.

Skolen bestemmer opsigelsesvarslet, som dog mindst skal være én uge fra skolens side. Opsigelsesvarslet fra lærerens side kan ikke overstige varslet fra skolens side. Hvis opsigelsesvarslet fra lærerens side er 0 dage, skal der ikke underskrives frigørelsesattest, hvis læreren får supplerende dagpenge.

Jytte

Jytte Andersen

Konsulent
Kirsten

Kirsten S. Knudsen

Foreningskonsulent