Ferieloven- uddrag
Ny ferielov
Nedenstående er de gældende regler. Fra 1. september 2020 træder en ny ferielov i kraft - og fra 1. september 2019 vil der være en overgangsperiode, hvor specielle regler er gældende.
Generelle regler
En lønmodtager har ret til 25 dages ferie om året, uanset om der er optjent ret til betale ferie. Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønske om, hvornår ferien skal holdes, herunder lønmodtagerens ønske om, at hovedferien holdes i lønmodtagerens barns skolesommerferie.
Optjening af ferie
En lønmodtager optjener ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse i et kalenderår (optjeningsår). For ansættelsesperioder af under 1 måneds varighed, optjenes ferien i forhold til ansættelsens længde.
For en lønmodtager, der ikke har optjent ret til betalt ferie hos arbejdsgiveren, fradrages afholdt ferie i månedslønnen.
Afholdelse af ferie
Ferie skal holdes i det år, der går fra 1. maj til 30. april (ferieåret), og som følger efter optjeningsåret.
Ferie holdes med 5 dage om ugen, og hovedferien (15 feriedage), skal gives i sammenhæng og skal ligge i perioden 1. maj til 30. september (ferieperioden).
Øvrige feriedage skal også gives i sammenhæng af mindst 5 dages varighed, men kan lægges uden for ferieperioden.
Feriegodtgørelse
Under folkeoplysningsloven optjener lærer og timelønnede ledere 12,5% i feriegodtgørelse. Deltids- og fuldtidsbeskæftigede ledere holder ferie med løn og er berettiget til et ferietillæg på 1,5%.
Indbetaling af feriepenge
Det er skolens ansvar som arbejdsgiver at indbetale feriepenge til FerieKonto til tiden. Skolen skal betale feriepenge for alle sine timelønnede medarbejdere hvert kvartal. Funktionærer og andre månedslønnede har ferie med løn. Derfor skal skolen først indbetale en funktionærs feriepenge, når vedkommende fratræder sin stilling.
Udbetaling af feriepenge
Når en af skolens timelønnede medarbejdere skal holde ferie, udbetaler FerieKonto feriepengene direkte.
Lønmodtageren skal anmode om at få sine feriepenge udbetalt via en selvbetjeningsløsning. Lønmodtageren vil modtage et digitalt feriebrev fra Feriepengeinfo med henvisning til www.borger.dk/feriepenge. Feriebrev giver lønmodtageren et samlet overblik over optjent ferie, som pågældende kan anmode om i det kommende ferieår.
Senest opdateret 23. juni 2022