8 tips til en god pressemeddelelse
1. Læg et fundament: Etabler kontakt til mediet/journalist
Undersøg om det pågældende medie har en journalist, der primært skriver om det emne, din pressemeddelelse handler om.
På lokale medier er det oftest den samme, der skriver om fx aftenskoler og foreningsliv, og det er en rigtig god ide at lære vedkommende at kende. Helst inden, det overhovedet er relevant at sende en pressemeddelelse. Det vil give senere henvendelser bedre betingelser. Og husk: Journalister har travlt og en færdig historie er altid velkommen – og derfor skal historien være god, så du ikke spilder deres kostbare tid.
Du kan eventuelt invitere journalisten til en begivenhed i aftenskolen eller gratis på et kursus.
2. God historie
Sørg for, at det er en god historie, der er relevant for mediet. Det nyeste kursuskatalog er sjældent nok som nyhed, men måske har I netop i år et nyt, spændende fag på tapetet?
Du kan eventuelt bruge AVIS-parametrene som huskeliste. Det står i denne sammenhæng for:
Aktuel – Medier bringer nyheder, altså ting, der sker lige nu og her. Et arrangement i sidste uge er sjældent interessant.
Væsentlig – Det skal være relevant for en bred skare af mediets læsere. Ikke kun for aftenskolens medlemmer og/eller deltagere.
Identifikation – En god nyhedshistorie har et element af noget, læserne kan identificere sig med. Noget, de fx enten synes kunne være skønt, hvis det skete for dem selv, eller nogle gange noget, de bestemt ikke har lyst til.
Sensation – Hvis det overrasker, er der også en større sandsynlighed for at historien kommer i mediet.
3. Skær til
Som tommelfingerregel skal en pressemeddelelse kunne være på en enkelt A4-side. Og her gælder det ikke at lave bruge en meget lille skrifttype eller ekstra brede margener for at få mere plads.
Derfor er der ikke plads til et langt indløb med hele historien bag. Så vidt muligt skal pressemeddelelsen kun handle om hovedbudskabet. Du kan evt. henvise til mere information på fx en hjemmeside. Se i øvrigt også næste punkt om nyhedstrekanten.
4. Nyhedstrekant
Nyhedstrekanten er en af grundstenene i journalistikken. Det er et princip, der beskriver, at det vigtigste i historien kommer først, og så uddyber du efterfølgende og til sidst kan du tilføje eventuelle detaljer. Det giver læseren mulighed for hurtigt at få hovedbudskabet – og hvis det fanger – og læseren har tid, kan han/hun læse mere. Og dette gælder især, hvis læseren er en journalist på en redaktion.
Altså skal det allervigtigste, du vil fortælle, komme i den første sætning i pressemeddelelsen.
5. Godt sprog
Skriv i et aktivt, personligt sprog. Hellere ”Vi laver …” end ”Man kan lave …”
Pas på med indforståede udtryk, som mennesker uden for aftenskolen eller det pågældende fagområde ikke nødvendigvis kender.
Tag gerne et citat m fra en person i historien med. Men gør det kort og relevant!
Husk at læse korrektur, eller endnu bedre: Få en anden til at gøre det. Det er svært at fange dine egne fejl.
6. God, rammende overskrift
Her gælder det især med nyhedstrekanten. Overskriften skal fange læserens opmærksomhed. Og den må ikke oversælge historien. Typisk skal den konkret opsummere det allervigtigste i historien – og gerne vække nysgerrighed.
Hellere ”Nyt aftenskolehold kan forlænge dit liv” end ”Så er vi i luften igen”
7. Vedlæg billede
Du må gerne vedhæfte et billede. Men kun hvis det er i god kvalitet – og et, du selvfølgelig har lov at bruge. Men pas på med at vedhæfte et stort billede til en mail, hvis det gør, at mailen bliver langsom at sende. Så kan det være bedre at lave et link til en hjemmeside, hvor billedet kan hentes.
8. Send som mail
Send det med mail. Hvis du ikke kender journalisten personligt, kan du finde redaktionens mailadresse på mediets hjemmeside. Undlad at sende samme mail til flere medier på én gang. Det virker bedre, hvis det ikke lugter for meget af, at I sender til en masse.
Få hjælp
Kontakt Martin Hansen, hvis du vil have hjælp til en pressemeddelelse.
Senest opdateret 12. marts 2025
