Søg kommunens puljer

Overvej at søge kommunens udviklingspulje, der ofte uddeles af Folkeoplysningsudvalget (FOU). Så godt som alle kommuner disponerer over udviklingsmidler til folkeoplysningen/aftenskolerne, men det er mange steder lidt småt med ansøgninger. Og det er en god måde at få støtte til udvikling – samtidig med at I bliver synlige i kommunen.

Det kræver sjældent voldsomt store og komplicerede ansøgninger at få del i udviklingsmidlerne. Ofte er det nok med en enkelt side, hvor I præsenterer jeres ide og laver et budgetoverslag. I skal bare have en god ide og fortælle, hvad I skal bruge pengene til, og selvfølgelig hvorfor I har behov for at få økonomisk støtte til projektet.

Man kan typisk ikke få til forplejning, men derimod står en ansøgning stærkt, hvis I samarbejder med andre og forsøger at inddrage nye målgrupper. Fællesskab, inklusion og aktivt medborgerskab er kodeord i folkeoplysningen.

Følgende ideer kan bruge som inspiration:

  • Kor-koncerter sammen med plejehjemmet, handicapinstitutioner, DagligBrugsen, kirken, værestedet eller beboerhuse
  • Kreativ genbrug/upcycling sammen md genbrugspladsen, den socialøkonomiske virksomhed, det lokale boligsociale hus, beboerforeningen, patientforeningen
  • Bålmad og udeliv sammen med naturvejlederen
  • Valgfag i folkeskolen sammen med den lokale folkeskole
  • Fortælletime på plejehjem sammen med den lokale fortællergruppe
  • Sammen på tværs for bedsteforældre og børnebørn sammen med Ældresagen, LO Faglige Seniorer
  • Cirkulær levevis - regenerative kompetencer i nyt lys. Gamle traditioner/opskrifter får ny energi sammen med det lokale museum, lokalhistorisk arkiv
  • Kulturnat/Open Night/ Black Friday: opvisning, koncert, Info-bod

Der er masser af muligheder. Og ideudviklingen vil ikke kun komme den enkelte aftenskole og vores kursister til glæde, men det vil også vise vores lokale politikker at folkeoplysningen og aftenskolerne gør en kæmpe indsats for at sikre trivsel og aktivt medborgerskab for kommunens befolkning.

Kontakt gerne DOF for hjælp til udvikling og ansøgning af tilskud i udviklingspuljen.

Senest opdateret 28. februar 2025

Gitte

Gitte Overgaard

Projektkonsulent