Ane Schmidtsdorff er gået bort
Skrevet af:
Martin Hansen, Kommunikationskonsulent
Udgivet 15. maj 2024
DOF's første formand, Ane Schmidtsdorff, er gået bort. Hun sov ind lørdag den 11. maj efter flere års sygdom.
Ane, der var med til at oprette DOF i 1973 og blev forbundets første formand, var med til at forme DOF i de første cirka 20 år. Hun var en kvinde med klare holdninger, og det førte til sammenstød om retningen for DOF's udvikling. Af samme grund valgte Ane herefter at prioritere sine kræfter i Roskilde Aftenskole, som hun som leder af var grunden til engagementet i DOF.
Jeg havde personligt fornøjelsen af at interviewe Ane i forbindelse med DOF's jubilæum sidste år, og det var en både oplysende og hyggelig snak. Ane kunne fortælle mange spændende detaljer og anekdoter om DOF's første år. Disse historier delte hun også til deltagernes store begejstring til DOF Region Sjællands jubilæumsfejring i Nykøbing Sjælland i oktober sidste år. Her deltog Ane og hendes mand Henrich, og ved den lejlighed blev Ane hyldet for hendes bidrag til DOF. Noget Ane blot få dage før sin død udtrykte stor glæde ved til hendes gode ven og kollega fra Roskilde Aftenskole, Lise Pedersen.
Ane Schmidtsdorff bliver bisat fra Roskilde Domkirke på fredag den 17. maj kl. 14.