Hovedbestyrelsen er i sommerstemning
Skrevet af:
Torben Stenstrup, Landsformand
Udgivet 20. juni 2024
Hovedbestyrelsen har haft en delegation til Folkemødet i Allinge, hvor vi over tre intense dage hentede inspiration, deltog i en række debatter og holdt kaffemøder med samarbejdspartnere. Der er en helt særlig atmosfære på Folkemødet, som i år blev gennemført med deltagerrekord fredag, hvor 47.000 mennesker myldrede rundt i Allinges snævre gader. Det er en meget levende udgave af folkeoplysning – og især den korte vej til samtaler og ’møder’ med politikere, erhvervsledere og andre kendisser er helt speciel.
Vi har fået en masse inspiration med hjem i forhold til især den grønne omstilling, borgernes trivsel og sundhed, refleksioner om AI’s indtog i samfundet, tendenser på kultur- og fritidsområdet, nye veje til udsatte målgrupper – og alt sammen selvfølgelig set i forhold til vores rolle og muligheder for at skabe værdi ud fra aftenskolens som samarbejdsplatform.
På hovedbestyrelsens sidste møde inden sommerferien evaluerede vi oplevelserne og udbyttet af Folkemødet. Vi vil meget gerne synliggøre DOF som en attraktiv samarbejdspartner på Folkemødet 2025, og derfor arbejde målrettet for selv at få taletid i debatter og events på udvalgte emner, der udspringer af vores nye strategiplan (som vi regner med at vedtage i fællesskab på landsmødet et par uger før Folkemødet).
Sommermødet fandt sted i sekretariatets nye lokaler på Blågårdsstræde 7 i Roskilde, hvor vi fik en fin rundvisning og hørte om den veloverståede flytteproces. Det er meget hyggelige lokaler, som understøtter sekretariatets fleksible arbejdsrutiner, hvor hjemmearbejde og møder rundt omkring i landet er mere udbredt end tidligere. Og så sparer vi en masse penge på lokaleudgifter, som vi i stedet kan bruge på at udvikle og fremtidssikre aftenskolesagen.
Hovedbestyrelsen evaluerede landsmødet og drøftede nogle af de mange pointer, vi har modtaget gennem deltagerevalueringen. Overordnet er der meget positive tilbagemeldinger om den gode velkomst, relevante drøftelser og gruppearbejde, spændende oplægsholdere og en dejlig lokalitet. Eftermiddagens oplægsholder Anders Morgenthaler delte tydeligvis vandene med sit oplæg ”Kan aftenskolen frelse verden?”, hvor hans facon og tilgange ikke tiltalte alle … Vi tager en række pointer med til planlægningen af næste års landsmøde, der bliver med overnatning på Munkebjerg Hotel den 24.-25. maj 2025. Og vi glæder os til at se rigtig mange deltagere fra alle vores medlemsskoler – så sæt et STORT KRYDS i kalenderen allerede nu.
I DOF arbejder vi på baggrund af den gældende virksomhedsstrategi for 2022-2024, som på landsmødet 2025 afløses af vores nye strategiplan. Hovedbestyrelsen gennemgik de gældende indsatser og drøftede prioriteringer og handlinger, som vi og sekretariatet arbejder med i 2. halvår 2024. Her gik vi lidt dybere i to indsatser, som handler om at styrke medlemsskolernes repræsentation og slagkraft på det kommunalpolitiske område og ambitionen om at have DOF medlemsskoler i alle 98 kommuner i landet. Vi er faktisk rigtig godt på vej med begge indsatser og vil lægge endnu flere kræfter i opgaven efter sommerferien.
En række medlemsskoler har hægtet sig op på DR’s store satsning om ’Grundtvig’ i maj måned. Til efteråret sætter DR fokus på ’Demenskor’ – og her bliver der igen en rigtig god anledning til at markedsføre lokale tilbud til danskerne og fortælle konkrete historier i de lokale medier om de mange succesfulde tiltag, vores medlemsskoler står bag for at invitere mennesker med særlige behov og livsvilkår ind i de folkeoplysende og stærke sociale fællesskaber over hele landet.
Nu er det tid til at nyde sommeren i Danmark – og vi ved, at rigtig mange af jer har haft travlt med at planlægge den nye sæson i aftenskolen. Vi tror, det bliver en fantastisk sæson, og håber, at mange flere danskere vil deltage i vores vedkommende og attraktive tilbud over hele landet. Husk, at forslag eller ønsker til hovedbestyrelsens virke altid er meget velkomne på ts@danskoplysning.dk
Hovedbestyrelsen og sekretariatet ønsker alle en rigtig god sommer!