Ledsagere i aftenskolen
Skrevet af:
Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent
Udgivet 24. oktober 2024
Nu har I muligheden for at skilte med aftenskolens muligheder for deltagere med handicap og deres ledsagere. Mange aftenskoler har deltagere, der har behov for at have ledsager med i omklædningen eller undervisningen, og i mange DOF-skoler er det ikke noget, der bliver gjort et stort nummer ud af, men det kan man roligt gøre, for det er en god service til jeres potentielle deltagere.
Med den nye hjemmeside ledsagekort.dk kan du nu få et overblik over, hvor man er velkommen med ledsagere. Det er handicaporganisationerne, der lavet hjemmeside, hvor også aftenskoler kan oprette sig.
Processen er ganske simpel:
- Gå ind på ledsagekort.dk
- Klik på ”Opret et sted”
- Læg jeres oplysninger ind og suppler eventuelt med et foto.
- Der er også plads til at skrive noget om aftenskolen eller give mere præcise oplysninger om, hvad deltageren skal gøre for at få ledsager med.
I kan ikke se jeres opslag med det samme, da det skal godkendes af administratoren, men der plejer højst at gå en dag, før det er oppe.
Hjemmesiden er en god måde at skabe synlighed om DOF-skolernes kapacitet inden for alle typer af handicap, og det er ganske gratis.