Kommunale regler

Kommunalbestyrelsen fastsætter og fordeler årligt en beløbsramme til hele det folkeoplysende område, som dækker den folkeoplysende voksenundervisning (jf. Folkeoplysningslovens kapital 4 om aftenskoler), det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde (jf. kapitel 5 børn, unge, idræt mv.) og til en evt. udviklingspulje inden for lovens område. 

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der ydes tilskud efter objektive kriterier og at der er lige vilkår for anvisning af lokaler til virksomhed med samme funktion og indhold.

Tilskudsmodel

Ud over de fastsatte krav i folkeoplysningsloven skal kommunen fastsætte sine egne regler og rammer. Derfor beslutter kommunalbestyrelsen en tilskudsmodel, med regler for tilskudsfordeling, tilskudsbrøker, lokaletilskud, afgrænsninger, frister, krav om afrapportering etc. Disse kan variere mellem de enkelte kommuner, og derfor er det vigtigt at aftenskolen altid har adgang til den kommunale tilskudsmodel. Man kan kontakte kommunens fritidsafdeling, hvis man mangler den aktuelle tilskudsmodel. 

Læs mere om tilskud til undervisning her.

Folkeoplysningspolitik

Kommunalbestyrelsen skal have en politik for den folkeoplysende virksomhed (folkeoplysningsloven § 34), som blandt andet skal indeholde en målsætning for borgernes deltagelse, rammer for tilskud og lokaler, samspil med andre politikområder og indgåelse af partnerskaber. I politiken indgår også afgrænsning af den folkeoplysende virksomhed i forhold til tilgrænsende aktiviteter samt regler for brugerinddragelse.

Udvalg

Der skal oprettes et udvalg (folkeoplysningsloven § 35 stk. 2), hvor repræsentanter for foreninger, der får tilskud til folkeoplysende voksenundervisning, inddrages forud for vedtagelsen af folkeoplysningspolitik, budgetlægning og regler for tilskudsfordelingen.

 

Senest opdateret 23. juni 2022

Anne

Anne Refsgaard

Foreningskonsulent
Kirsten

Kirsten S. Knudsen

Foreningskonsulent