Ansvar for kørsel af deltagere med handicap
En række aftenskoler står for koordinering af transport for deltagere, der får tilskud til kørsel til og fra undervisning fra §44 stk.2-puljen i Kulturministeriet (læs mere om §44s stk.2 her)
Aftenskolen laver aftale med et vognmandsfirma omkring kørslen, og er dermed ansvarlig for at kørslen foregår forsvarligt. Ansvaret ligger i at efter bedste evne at sikre, at det vognmandsfirma, der indgås aftale med, har de rigtige tilladelser.
Bostedets ansvar
Bostedet er ansvarligt for at deres viden om deltagerne bliver aktiveret i forhold til, om det er forsvarligt at sende dem ud af huset uden ledsager. Hvis bostedet er vidende om at en beboer har for vane, eller er i risiko for at forulempe andre, har de ikke nødvendigvis ret til at fortælle det til aftenskolen, men de har pligt til at sørge for forsvarlige forhold omkring beboeren, og heri indgår, at de vurderer, om det er forsvarligt at sende en beboer ud af huset uden ledsager.
Chaufførens ansvar
Chaufføren er ansvarlig for at køre efter gældende regler og sørge for passagerernes sikkerhed. Dermed skal han også gribe ind, hvis han er vidende om, at der foregår noget upassende mellem passagererne. Hvis chaufføren ikke kan håndtere situationen, skal han stoppe kørslen og sikre de øvrige passagerer efter bedste formåen.
Vognmandens ansvar
Det er bostedets (eller den enhed, der ligger inde med den aktuelle viden) ansvar at meddele vognmanden, hvis navngivne passagerer skal holdes adskilt i bussen. Det er vognmandens ansvar at informere den pågældende chauffør om det.
Det er vognmandens ansvarsforsikring, der dækker, hvis der sker skade på passagerer eller ejendele (kørestole mm.).
Deltagerens ansvar
Såfremt der sker noget under kørsel, som kan være et kriminelt forhold, er det op til den forulempede deltager at vurdere, om det skal anmeldes som en politisag.