Søgemaskineoptimering – sådan gør du din hjemmeside synlig

SEO (søgemaskineoptimering) er en vigtig del af at gøre aftenskolens hjemmeside synlig i søgemaskiner som Google. Ved at optimere siden sikrer I, at den er let at finde for både nuværende og potentielle kursister – uden behov for betalte annoncer. Her er nogle grundlæggende tips til, hvordan I kan komme i gang med SEO

Hvad er SEO, og hvorfor er det vigtigt?

SEO handler om at forbedre jeres hjemmesides placering i søgeresultaterne, så flere klikker på den. En høj placering betyder større synlighed og større sandsynlighed for, at brugere besøger siden og tilmelder sig jeres kurser.

Hvordan fungerer søgemaskiner?

Søgemaskiner som Google bruger bots til at finde og indeksere hjemmesider. Når en bruger søger, analyseres siderne i indekset, og resultaterne rangeres efter relevans og kvalitet. For at opnå en høj placering skal jeres hjemmeside:

  • Indeholde relevante og velstrukturerede tekster.
  • Være teknisk optimeret med hurtig indlæsningstid og mobilvenlighed.
  • Tiltrække links fra troværdige kilder.

Sådan optimerer I jeres hjemmeside

1. Skriv engagerende og målrettede tekster

  • Brug søgeord, som jeres kursister kunne finde på at søge efter, fx "keramik kursus Odense".
  • Sørg for, at søgeordene fremgår i sidens titel, overskrifter og brødtekst.
  • Lav overskuelige tekster med korte afsnit, punktopstillinger og meningsfulde overskrifter.
Søgeord

Søgeord – nøglen til SEO

Søgeord er de ord og sætninger, som potentielle deltagere bruger, når de søger efter jeres tilbud online. De hjælper søgemaskiner med at forstå, hvad jeres side handler om.

Tips til at vælge de rette søgeord

  • Lyt til målgruppen: Hvilke ord bruger de?
  • Brug værktøjer: F.eks Google Ads Keyword Planner, Ubersuggest.
  • Fokuser på lange søgefraser: F.eks. "madlavningskursus Odense aften" frem for bare "madlavning".
  • Inkludér lokale termer: Hvis relevant, f.eks. "aftenskole København".
  • Undgå overfyldning: Søgeord skal bruges naturligt og med måde.

Hvor skal søgeord bruges?

  1. Sidens titel og overskrifter.
  2. Brødteksten – især i de første 100 ord.
  3. URL’en.
  4. Meta-data (titel og beskrivelse).
  5. ALT-tekst på billeder.

2. Udnyt meta-data

Meta-data er korte beskrivelser, der fortæller søgemaskiner og brugere, hvad en side handler om. De fremgår kun i søgeresultaterne som sidens titel (meta-titel) og den korte tekst nedenunder (meta-beskrivelse).

  • Meta-titel: Den klikbare overskrift i søgeresultatet. Hold den kort (maks. 60 tegn) og inkluder søgeord.
  • Meta-beskrivelse: En kort tekst, der opsummerer sidens indhold (maks. 160 tegn). Her kan I opfordre til handling, f.eks. "Tilmeld dig i dag".

3. Gør billeder søgemaskinevenlige

  • Navngiv billeder med relevante ord, f.eks. "keramik_kursus_Odense.jpg".
  • Tilføj ALT-tekst, der kort beskriver billedets indhold. Det hjælper også brugere med skærmlæsere.

4. Skab interne og eksterne links

  • Link mellem jeres egne sider, f.eks. fra forsiden til kursusbeskrivelser.
  • Få links fra troværdige kilder, lokale medier eller samarbejdspartnere.

Ekstra: Tænk lokalt

Hvis I vil nå kursister i jeres nærområde, kan lokal SEO være effektivt:

  • Opret en Google My Business-profil med jeres adresse og kontaktinformation.
  • Brug søgeord med lokalt fokus, fx "madlavningskursus i Aarhus".

SEO-tjekliste

  • Titel og meta-beskrivelse opdateret
  • Relevante søgeord indarbejdet
  • Billeder navngivet og ALT-tekst tilføjet
  • Links til og fra andre sider
Cecilie

Cecilie Lunding Korsgaard

IT-supporter og digital markedsføringskonsulent