Det er højsæson for medlemsdemokrati i DOF

Skrevet af:

Torben Stenstrup, Landsformand

Udgivet 17. marts 2025

Hovedbestyrelsen har netop været samlet til møde i Odense, hvor en stor del handlede om medlemsdemokrati og den sammenhængskraft, der binder alle dele af DOF-fællesskabet sammen.

I de kommende måneder mødes landsrådet i Middelfart, der er årsmøder i hver af de fem regioner, og så håber vi at se rigtig mange medlemsskoler til landsmødet i Vejle den 24. og 25. maj. I hovedbestyrelsen glæder vi os meget til alle disse muligheder for at mødes og gøre status over resultater samt drøfte DOF’s fremtidsplaner og nye strategi.

Til landsmødet præsenterer vi et årsregnskab for 2024, som viser et overskud på 1.236.562 kr., hvilket er 868.000 kr. mere end budgetteret. Den væsentligste årsag er, at vi har brugt færre penge på IT-projekter, end forventet. DOF har en sund økonomi i balance, hvilket giver os mulighed for at forfølge de fire strategiske indsatsområder, som lanceres med den nye strategi.

Det samlede forslag til strategien for 2025 – 2028 udsendes snart, og herefter er det ideen at drøfte forslaget i landsrådet, ved regionernes årsmøder og så endeligt, at vi vedtager strategien på landsmødet i maj. Det har været en rigtig god og spændende proces at udvikle strategien i fællesskab. Det er en ambitiøs strategi med fire vigtige strategiske indsatsområder – og nu skal vi for alvor i gang med at realisere ambitionerne.

Vi har allerede gang i en række konkrete handlinger, som har kulmination her i 2025, og disse havde vi gode drøftelser af i hovedbestyrelsen.

For det første har vi gennemført vores konference på Christiansborg i januar med overskriften ”Trivsel og bæredygtighed – aftenskoler som lokale forandringsskabere” – og vi fik lejlighed til at evaluere denne gode oplevelse.

Derudover er det kommunalt valgår, hvor vi skal sætte en række aftenskoletemaer på dagsordenen rundt omkring i kommunerne, ligesom vi er optaget af, at DOF’s medlemsskoler søger indflydelse på pladserne i de kommunale folkeoplysningsudvalg, som også har valg mange steder i dette efterår.

Endelig fik hovedbestyrelsen mulighed for at drøfte tilgange til arbejdet med at styrke arbejdsglæden og trivslen for skoleledere, undervisere og bestyrelsesmedlemmer.

Alle de ovenstående punkter vil således være emner, som vi vil sætte spotlight på ved de forestående møder i landsrådet, på årsmøderne og ved landsmødet. Her ønsker vi at inddrage alle medlemsskoler i arbejdet med at realisere den nye strategi, så vi kan hjælpes ad med at skabe stærke, lokalt forankrede aftenskoler og forene alle gode kræfter på tværs af DOF-arbejdsfællesskabet.

På forårets mange møder er medlemsdemokratiet centralt, og her gennemføres også valg til skolernes bestyrelser, regionsbestyrelserne og til hovedbestyrelsen.

Til maj har jeg to års jubilæum som landsformand, og jeg mærker en stor interesse og begejstring over de mange inddragende og strategiske drøftelser, som har fundet sted i hele perioden. Nu har vi brugt mange kræfter på at beskrive mål og retninger for DOF-fællesskabet – og nu følger en periode med fokus på at realisere planerne og skabe konkrete resultater. Det bliver en spændende tid, og jeg håber, at mange gode kræfter i hele landskabet omkring vores næsten 280 medlemsskoler vil engagere sig i arbejdet – både lokalt, regionalt og nationalt.

Husk, at du altid er meget velkommen til at bidrage med forslag eller ønsker til hovedbestyrelsens virke på ts@danskoplysning.dk