Flere personaleændringer

Skrevet af:

Henrik Christensen, Sekretariatsleder

Udgivet 11. december 2024

Vi er utroligt glade for at kunne knytte en ny stærk aftenskolekapacitet til DOF, når vi den 1. januar kan byde et stort velkommen til Gitte Overgaard.

Gitte har en flot aftenskolehistorie bag sig som aftenskoleleder hos AOF på Fyn og dermed en lang række erfaringer med folkeoplysning, aftenskoleprojekter og aftenskolepolitisk arbejde. Netop de kompetencer skal bringes i spil til glæde og gavn for DOF-aftenskolerne.

Gitte er i første omgang projektansat på deltid hele 2025, men vi håber, at projektmidler og ekstern finansiering kan gøre det muligt, at Gitte kan bidrage i flere timer og flere år. Gitte får som primær opgave, sammen med gode folk i DOF-aftenskolerne, at udvikle på det lokalpolitiske arbejde i kommunerne og særligt i og omkring folkeoplysningsudvalgene. Inspiration, erfaringsudveksling og netværk vil være nøgleord i den forbindelse.

I 2025 ser vi også frem mod kommunalvalget til november og en efterfølgende konstituering af nye Folkeoplysningsudvalg – har skal vi have en ambition om, at flere DOF-aftenskoler få sæde i de nye udvalg.

Tag rigtigt godt imod Gitte og tilbyd hende gerne en kop kaffe, så er der garanti for en interessant samtale om udviklingen af aftenskolen og folkeoplysningen. Læs herunder Gittes egen præsentation.

Ny medarbejder: Gitte – fællesskab, inklusion og aktivt medborgerskab

Kære alle

Mit navn er Gitte, og jeg glæder mig til at blive en del af jeres fællesskab. Her vil jeg gerne dele lidt om, hvem jeg er, og hvad der driver mig – både som menneske og som en del af folkeoplysningen.

Fællesskab, inklusion og aktivt medborgerskab er kodeord for mig både hvad angår mit privatliv og mit arbejdsliv. Faktisk så skelner jeg ikke særlig meget mellem de to kategorier…

Jeg er født og opvokset på en landejendom i Nordjylland, hvor netop de tre værdier var kodeord i vores familie. Vores dør var altid åben, der var kaffe på kanden og alle blev inviteret indenfor. Vi drev landbrug, havde børn i familiepleje og der var plads til den skæve nabo.

Kan faktisk næsten ikke huske et måltid uden en ekstra person ved spisebordet. På samme måde hjalp vi alle til med driften – vi kunne alle lidt, og sammen kunne vi meget. Det slogan kom ind med modermælken og er stadig en rettesnor i mit liv.

I 1981 flyttede jeg til Odense for at læse dansk på universitet. Det var en beslutning jeg blev glad for, og det endte med at jeg bosatte mig permanent på Fyn. Ikke sådan at forstå, at jeg blev til fynbo – det skal der nemlig mange generationer til for, men sådan at forstå at jeg blev en del af det gode fællesskab på Fyn. Jeg blev gift, fik tre dejlige børn og er nu også blevet beriget med fem skønne børnebørn.

Jeg drømte om at blive gymnasielærer, men det var svært midt i 1980’erne. Til gengæld endte jeg i folkeoplysningen, hvor jeg i 1989 blev ansat som indvandrerlærer hos AOF Odense. Og faktisk har jeg så godt som arbejdet hos AOF lige siden. Jeg har haft to korte afstikkere – et år som afdelingsleder i den lokale ungdomsskole, og to år som konsulent i Arbejdsformidlingen.

I 2001 fik jeg job som skoleleder af AOF på Østfyn, og hen over årene udviklede ansvarsområdet sig til også at inkludere kommunerne Odense, Nordfyn, Middelfart og Assens.

Folkeoplysning og udvikling af aftenskoletilbud har betydet rigtig meget for mig gennem alle årene. Folkeoplysning er for mig en hjertesag. Det at være en del af gode fællesskaber er guld værd både for den enkelte, men også for samfundet som helhed. Ingen skal føle sig udenfor – ”alle kan noget, og sammen kan vi meget”.

For mig er det ikke vigtigt at være stor og mægtig, men det er vigtigt at være nærværende, inkluderende, lokal og troværdig. Jeg har et stort netværk, der dækker det meste af landet, jeg har siddet i talrige udvalg og bestyrelser. Aktuelt sidder jeg i flere folkeoplysningsudvalg, i bestyrelsen for Kirkens Korshær i Odense og i Ungdomsskolebestyrelsen. Mit engagement i disse fællesskaber illustrerer mit fokus på partnerskaber og vigtigheden af synliggørelse af folkeoplysning.

Jeg tænker, flere af jer allerede kender mig. Jeg kender i hvert fald flere af jer – og jeg kender jer for noget godt. Vi har de samme værdier, og jeg er helt sikker på at ”sammen er vi gode”. Jeg glæder mig til at blive en del af jeres fællesskab, og ser frem til udvikle folkeoplysningen sammen med jer. Hvis I vil vide lidt mere om mig kan i tjekke mig ud på FB eller LinkedIn.

Sidst men ikke mindst, så håber jeg, I har kaffe på kanden og lyst til et besøg. Jeg kommer i hvert fald gerne forbi til en snak om muligheder.

Kærlig hilsen
Gitte