Lønstigninger: Behov for budgetjustering?
Skrevet af:
Henrik Christensen, Sekretariatsleder
Udgivet 1. maj 2024
Forårets overenskomstforhandlinger og -forlig gav os en klar indikator på, at også lønningerne til underviserne i aftenskolerne ville få et pænt nøk opad. Underviserne løfter en fantastisk opgave med at bringe de folkeoplysende aktiviteter ud til deltagerne, og en klækkelig lønstigning er underviserne velundt.
Samtidigt ligger der også en opgave for leder og bestyrelse i at sikre økonomien og driften af aftenskolen, og jeg har nu hørt fra flere skoler, at stigningen i lærerlønnen på knap 6 % er en reel udfordring, som måske flytter et budget i balance til et budget med et klart underskud. Min opfordring i den forbindelse må være, at det kan være en god idé lige at genbesøge aftenskolens budget for 2024, da en ca. 6 % stigning på aftenskolens væsentligste post godt kan spille en rolle ift. aktiviteterne og eventuelle andre prioriteringer.
Inddrag samråd eller folkeoplysningsudvalg
Den store stigning kan også gøres til genstand for en drøftelse i det lokale aftenskolesamråd eller i folkeoplysningsudvalget. I kan overveje, om I bør sende et signal til de kommunale politikere om, at deltagerprisen må forventes at stige og dermed gøre kurserne mindre tilgængelige for borgerne i kommuner, hvis ikke der også arbejdes med en stigning i den lokale ramme til den folkeoplysende voksenundervisning.